ISS Danmark øger salget med mere end 40 procent og sælger services for godt en halv milliard kroner

12-06-2008

ISS Danmark har de seneste to kvartaler lavet aftaler med næsten 900 kunder. Aftalerne giver ISS en omsætning på mere end en halv milliard kroner. Senest har ISS indgået aftale med Amager Hospital og forlænget kontrakten med tre andre sygehuse samt Danmarks Radio.      

København, 12. juni 2008 – ISS Danmark har i fjerde kvartal sidste år og første kvartal i år indgået aftaler om at levere serviceydelser til næsten 900 kunder. Værdien af aftalerne er godt en halv milliard kroner, og det er mere end en 40 procents forøgelse sammenlignet med samme periode året før. Blandt de nye kunder er Rigshospitalet, Amager Hospital og Sauer-Danfoss.

Derudover har Danmarks Radio besluttet at ISS skal stå for DR Byens caféer, restauranter, brandsikring, vagttjeneste, rengøring og vedligeholdelse i yderligere to år. Og det bliver også ISS, der skal sørge for mad til koncertgæsterne i DR’s nye koncerthus på Amager. Kontrakten giver ISS en omsætning på et trecifret millionbeløb.

”Vi har oplevet en stor stigning i antallet af nye kontrakter siden oktober 2007. Hvor vi i de seneste to kvartaler har indgået aftaler til en værdi af mere end 500 millioner kroner, indgik vi i samme periode året før aftaler til en værdi af godt 350 millioner kroner. Udover at vi har indgået flere aftaler i de seneste to kvartaler, er hver aftale også på et større gennemsnitligt beløb end i samme periode året forinden,” siger Lars Folkmann, kommerciel direktør i ISS Danmark.

ISS styrker nu sin salgsindsats ved at ansætte flere sælgere, og samtidig opretter ISS et nyt uddannelsesprogram for sine salgsmedarbejdere.

”Der er en meget tilfredsstillende udvikling, og vi er i gang med at styrke salgsindsatsen yderligere. Målet er at have flere end 60 sælgere inden udgangen af 2008. Herudover har vi netop skudt et målrettet uddannelsesprogram i gang, for at sikre, at vores kunder får den bedste rådgivning af vores salgsmedarbejdere, ” fortæller Lars Folkmann.

I slutningen af 2007 var 39 medarbejdere i ISS beskæftiget med salg. ISS Danmark omsatte for godt 3,7 milliarder kroner i 2007.


For yderligere information, kontakt:

Lars Folkmann
Kommerciel direktør
ISS Facility Services A/S
Mobil: 22 10 98 06


Om ISS Facility Services
ISS Facility Services A/S er Danmarks største Facility Services virksomhed. ISS leverer integrerede serviceløsninger med udgangspunkt i kerneområderne: Rengøring, Catering, Office Support, Ejendomsdrift og Vagttjeneste. ISS Facility Services A/S er en del af ISS, Danmarks næststørste erhvervskoncern, der beskæftiger flere end 440.000 mennesker i 50 lande, fordelt på Europa, Asien, Nordamerika, Sydamerika og Australien. Heraf arbejder 11.000 i Danmark.



Site Info