Services fra ISS Din brancheløsning Job og karriere Presse Om ISS DK Samfundsansvar

Projektbeskrivelse: Vandel Børnehave

Projekttitel: Børnehavebarnets identitetsudforskning - en læreproces om mig og de andre, forventninger og relationer.

25-10-1999

Projekttitel: Børnehavebarnets identitetsudforskning - en læreproces om mig og de andre, forventninger og relationer.

Problemformulering
Er der sammenhæng mellem barnets opfattelse af sig selv – forældrenes og pædagogernes forventninger?

Er der sammenhæng mellem drengenes og pigernes egne og gensidige opfattelser og forældrenes og pædagogernes kønsrolleopfattelse?

Hvilke kompetencer tilegner barnet sig gennem sin identitetsudvikling, og kan vi gennem dokumentation belyse det pædagogiske arbejdets betydning for børns udvikling?

Problembeskrivelse
Tiden i dag betegnes som stresset og uoverskuelig med foranderlighed som det eneste sikre. I børnehaven ser vi en nuanceret børnegruppe.

Der er børn, der

  • utrætteligt udforsker og søger viden
  • inspirerer og lærer af hinanden
  • gentagne gange forsøger, men opgiver, inden de opnår et resultat
  • tilsyneladende har opgivet at lære det, vi voksne opfatter som konstruktivt, men hvad opfatter børn som konstruktivt?

Der er børn, der

  • lytter til og ser, hvad voksne kan give
  • beder om indsigt fra voksne
  • nægter at lytte og samarbejde med voksne.

I institutionen vil pædagoger møde det enkelte barn og gruppen af børn og søge en bedre forståelse og et større kendskab til dets/deres tanker og opfattelse af sig selv og sine muligheder.

Vi møder forældrenes forskellige forventninger til deres barn og til pædagogerne; men også usikkerhed på, hvad de kan forvente!

Pædagogerne må kende forældrenes forventninger for at se sammenhæng mellem dem og barnets aktiviteter, opfattelser og liv i institutionen og således, at pædagogerne kan tilrettelægge arbejdet for det enkelte barn og gruppen.

Mål
At få viden om barnets læreproces ved opbygning af identitet og kendskab om og hvordan forskellige forventninger påvirker såvel læreproces som identitetsopfattelse.

Faglig reference
Den pædagogiske tilgang er den pædagogiske filosofi, der praktiseres i Reggio Emilia, hvor der tages udgangspunkt i barnets, forældrenes, pædagogernes og det omgivne samfunds ressourcer. Desuden bruges relationerne mellem de forskellige grupper som et aktivt element i det pædagogiske arbejde.

Forældremedvirken
Som start på projektet vil vi skriftligt stille spørgsmål om forældrenes forventninger til barnet, til drenge, til piger, til fremtiden m.fl. Forældrene kan give skriftlige eller mundtlige svar og forslag.

De skal medvirke i processen med bl.a. at fremstille barnets livshistorie. Der vil være forældremøder med oplæg og debat i relation til temaet.

Børnenes proces
Arbejdet foregår i projektgrupper med højst 6 jævnaldrende børn og 1-2 pædagoger. Der vil være grupper af forskellige aldersgrupper, pige-, drenge og blandede.

Eksempler på temaer:

  • Livshistorier: Sammen vil vi reflektere over barnets liv og de spørgsmål, der opstår. Hvert barn fremstiller sin livshistorie
  • hvor blev jeg født
  • hvordan så jeg ud
  • hvad gjorde jeg som 1 år osv.
  • hvem er min familie
  • hvor bor de
  • hvad mener de osv.
  • hvad er min livret
  • hvem er mine venner
  • hvordan får jeg venner osv.
  • hvad kan jeg lide at lære/beskæftige mig med osv.
  • hvad er godt for børn osv.
  • hvordan ser jeg ud - min krop indeni – udenpå
  • hvordan er det at være barn, voksen
  • hvad betyder regler
  • hvad er skæld ud
  • Der arbejdes med forskellige udtryksformer. Der arbejdes med barnets evaluering af eget og andres arbejde
  • hvem er jeg
  • hvem er du
  • hvordan er vi ens/forskellige
  • hvilke relationer/venskaber har vi til hinanden
  • hvordan er det at være barn/voksen?
  • Pædagogens proces/arbejde

Pædagogerne forbereder projektet med spørgsmål til sig selv og hinanden, finder mulighederne i temaerne og kontakter relevante samarbejdspartnere. Pædagogen stiller de overordnede spørgsmål og indretter læringsmiljøet med forskelligt materiale, værktøj osv.

De projektansvarlige dokumenterer "deres" projekt med båndoptagelser, video, foto, notater, reflekterer over børnenes meninger og bringer materialet til personalegruppen til analyse, tolkning og videre planlægning. Dokumentationen af børnenes arbejde udstilles således, at hele børnegruppen, forældrene o.a. kan inddrages i yderligere refleksion og tolkning.

Projektresultaterne
Dokumentationen fra de forskellige projekter samles, tolkes og sammenfattes. Der laves plan for udarbejdelse af rapport og andre formidlingsmuligheder.

Projektorganisering
Børnehavens leder er den ansvarlige for projektets planlægning, udførelse og udarbejdelse af rapport.

Børnehavens 6 medarbejdere er medansvarlige for hele projektet – 2 og 2 ansvarlige for projektarbejde med 6 børn.

Personalemødet hver 14. dag er det fælles arbejdsforum, hvor afgørende beslutninger vedr. projektet foretages i fællesskab.

De ansvarlige pædagoger for et projekt bringer børnenes arbejde, deres iagttagelser og refleksion til fælles refleksion, analyse og tolkning.

Konsulentbistand kan udøves dels ved personalemøderne, dels ved de enkelte projekter.

Konsulentbistand søges i Det Danske Reggio Emilia Netværk.

Vi vil søge et uforpligtende men inspirerende samarbejde med andre børnehaver i projektperioden.

Formidlingen af processen og resultatet vil ske til danske og nordiske børnehaver.

Tidsramme
Projektet igangsættes først i oktober 1999 og afsluttes ca. 1. marts 2000.
Rapporten foreligger den 1. juni 2000.

Beskrivelse af børnehaven
Spilloppen, Vandel børnehave, er en kommunalt ejet institution i Egtved Kommune. Vandel er et lille bysamfund beliggende på begge sider af amtsvejen mellem Vejle og Billund.

Der er 44 børn og 7 ansatte pædagogiske medarbejdere.

Børnehaven var nybygget, da den åbnede den 15.01.1979.

Det pædagogiske arbejde er bestandigt mål for personalets refleksion, så der foregår en løbende udviklingsproces.

Vi har et aktivt forældresamarbejde, hvor forældrene deltager i såvel fester og møder, som det daglige arbejde og ved projekterne.

De sidste 6 år har vi hentet inspiration fra den pædagogiske filosofi i Reggio Emilia, Italien.

Personalet har deltaget i studiebesøg i Reggio Emilia og Stockholm, adskillige kurser og konferencer i Danmark og Norden. Vi har samarbejde med Liana Barnehage, Porsgrunn, Norge, hvor vi medio september afholder en fælles pædagogisk weekend i Vandel og kontakt med andre institutioner i Norden.

Børnehaven besøges jævnligt af pædagoger, studerende fra såvel Danmark som udlandet. Vi har bl.a. været praktiksted i tre dage for en psykolog i uddannelse fra Reggio Emilia.

Vi holder oplæg på pædagogseminarier, ved kurser og til pædagoggrupper om børnehavens Reggio-inspireret praksis.

Projektansvarlig:
Inger Klyver

Børnehavens adresse
Spilloppen
Vandel børnehave
Skolevej 6
7184 Vandel
Tlf.: 75 88 55 39