Profil af en virksomhedsstrateg og medarbejderudvikler
Adm. direktør Sven Ipsen, ISS Danmark A/S fratræder sin stilling den 31.8.2000 for at gå på pension efter at være fyldt 60 år.
Når adm. direktør Sven Ipsen, ISS Danmark A/S fratræder sin stilling den 31.8.2000 for at gå på pension efter at være fyldt 60 år, kan han se tilbage på mere end 32 år, hvor han har stået i front for et dansk serviceeventyr, der har udviklet ISS til en verdensomspændende servicekoncern.
I alle årene har udgangspunktet for den internationale ekspansion været den danske udvikling, som Sven Ipsen har været - og er - ansvarlig for. Sven Ipsens indførelse af en lang række ledelsesværktøjer, længe før de blev moderne, har medvirket til udvikling af topkvalificerede medarbejdere, som mange andre danske virksomheder i tidens løb har nydt godt af, når de gik på head-hunting i virksomheden.
Kendetegnende for Sven Ipsens erhvervskarriere har været kombinationen af forretningsmandens næse for lønsomhed og økonomisk vækst. Det har givet kraft og overskud til strategiske satsninger og investeringer i medarbejderudvikling og forretningsmæssig nytænkning. Sven Ipsen har ganske enkelt mestret både at have sjæl og hjerne med i sin daglige ledelse.
Det hele begyndte med ansættelsen af den unge ingeniør Ipsen i 1968, hvor det daværende Det Danske Rengørings Selskab skulle bruge en planlægningsleder. I hastig rækkefølge fulgte så udnævnelserne til driftschef, regionschef og regionaldirektør. I 1976 blev Sven Ipsen udnævnt til direktør for ISS Det Danske Rengørings Selskab (DDRS) og i 1988 til adm. direktør for ISS Servisystem. Ansvaret blev yderligere udvidet i perioden 1991- 1998, hvor hele Skandinavien blev overdraget til Sven Ipsen. I denne periode voksede de skandinaviske selskaber kraftigt - og præsterede næsten halvdelen af ISS koncernens omsætning i 1998 og mere end halvdelen af driftsresultatet.
De skandinaviske selskaber i Finland, Norge og Sverige har under Sven Ipsens ledelse udviklet en struktur, der tager udgangspunkt i den danske model, men med stor respekt for egenarten og kulturen i det enkelte land.
Gennem sin formandspost i SBA har Sven Ipsen bl.a. været en af drivkræfterne bag flere årtiers overenskomstforhandlinger for servicemedarbejderne.
Mens vi dagligt hører om store konflikter på andre dele af arbejdsmarkedet har Sven Ipsen formået at opbygge et eksemplarisk, gensidigt og åbent tillidsforhold til de faglige organisationer med en udvist respekt for det fagorganisatoriske arbejde. Mange problemer er fanget i opløbet og løst af begge parter uden tab af ansigt og ære.
Som person spænder Sven Ipsen både over profilen som den kontante forretningsmand med den hurtige replik og ligefremme facon til den omsorgsfulde leder med dyb og udbredt social forståelse for medarbejdernes tarv. Jo længere ud i organisationens rækker Sven Ipsen begiver sig, desto større bliver forsvaret for og anerkendelsen af disse medarbejderes indsats for ISS.
Sven Ipsen går også forrest, når det gælder virksomhedens sociale ansvar overfor en række af samfundets borgere, der trues med at ende deres tilværelse som kontanthjælpsmodtagere. Disse medborgere hjælpes til at genvinde selvværdet gennem forskellige jobordninger, der tager hensyn til deres specielle situation.
I ISS skylder vi Sven Ipsen en stor tak for den mangeårige indsats og indbyder derfor til afskedsreception
Tirsdag d. 29. august kl. 14.00 - 16.00
ISS Danmark
Auditoriet
Rentemestervej 62
2400 København NV
Traditionen tro starter vi den officielle del af receptionen præcis kl. 14.00.