Miljøministeren glemmer indemiljøet!
"Miljøministeren glemmer indemiljøet!"
Ved uddelingen af årets skandinaviske ISS Indeklimapris på kr. 50.000,- i Stockholm - udtalte en af hovedtalerne professor, dr.med. et civ.ing. Jan Sundell, der både arbejder på Folkhälso- instituttet og Center for Indeklima & Energi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) - at det er besynderligt at måtte konstatere, hvor lidt de nordiske miljøministerier og miljøministre beskæftiger sig med indemiljøet og indeklimaet. Det er især bemærkelsesværdigt, når voksne bruger 90% af tilværelsen indendørs og børn bruger 95% - og når vi ved, at indemiljøet er den vigtigste faktor, når det gælder børn og voksnes helbred!
En række spændende forsøg på Center for Indeklima & Energi på DTU har endvidere påvist, at det er muligt at øge arbejdseffektiviteten 5% ved blot "at skifte de gamle tæpper ud". Disse forsøg er gentaget i Sverige med stort set samme opsigtsvækkende resultat.
ISS Indeklimaprisen, der skal støtte indeklimaforskningen i Skandinavien, har været uddelt siden 1992 - og prisen gik i år til det velanskrevne forskningslaboratorium Gösta Ekmans Laboratorium i Stockholm. Prisuddeleren var Danmarks ambassadør i Sverige, William Friis-Møller - der bl.a. udtalte, at Gösta Ekmans Laboratorium i årtier har haft en ledende rolle i indeklimaforskningen med fokus på at kunne måle menneskers oplevelser af faktorer i indeklimaet.
Gösta Ekmans Laboratorium beskæftiger sig især med allergier og dets årsager samt menneskets reaktioner på fx farver, lys, dufte og luftkvalitet. For at kunne forske i dette komplekse område har laboratoriet samlet en række tværgående discipliner i deres forskningsprogram - omfattende hygiejne, psykologi, fysiologi, neurologi, analytisk kemi og andre områder med tilknytning til bygningskonstruktioner og bygningsmaterialer.
Evt. yderligere oplysninger:
Professor, dr.med et civ.ing. Jan Sundell, c/o DTU,
Telefon 45 25 40 27
eller Institute of Public Health,
Telefon +46 7 582 65 18
Professor Birgitta Berglund, Gösta Ekmans Laboratorium, Stockholms Universitet
Telefon +46 8 16 38 57.
Åke Eriksson, marknadschef, ISS Sverige AB
Telefon +46 8 681 60 00
Peder Stephensen, vicedirektør i ISS Danmark og formand for Indeklimafagudvalget i ISS Indeklimaprisen,
Telefon 38 17 17 17
Læs også artiklen "Danskerne har ondt i Arbejdsmiljøet " /ritzau/