ISS udvikler ældreomsorgen i Skandinavien
ISS udvikler ældreomsorgen i Skandinavien
24-06-1998
NYT ISS UDVIKLINGSCENTER FOR ÆLDREOMSORG INDVIET I SKÅNE
Skandinavisk stipendium uddelt for første gang
ISS har netop indviet sit nye udviklingscenter for ældreomsorgen i den lille by Vittsjö i det nordlige Skåne. Et tidligere hotel midt i den skånske natur – med skov og sø som naboer – skal for frem-tiden danne rammerne om en øget satsning på uddannelse og forskning inden for ældreomsorgen i hele Skandinavien.
Udviklingscenteret blev indviet i forbindelse med det første af en række seminarier, der skal skabe fornyelse og nytænkning i omsorgsarbejdet i Skandinavien. I Skandinavien er ISS Care Service i Sverige længst fremme på omsorgsområdet og har i dag 23 aftaler med en række svenske kommuner om drift af plejehjem, handicapcentre og hjem for stofmisbrugere og alkoholikere.
"Kvaliteten er kommet langt mere i fokus – og besparelseskravene er knapt så udtalte i Sverige i dag som tidligere, selvom der næppe kommer flere økonomiske resurser til kommunernes ældre-omsorg", - siger Arne Pedersen, adm. direktør for ISS Sverige.
En af heldags-seminarets foredragsholdere var Britta Rundström, socialdemokratisk borgmester i Helsingborg Kommune og undersøgelsesleder i den svenske regerings ældreomsorgs-kommission. Britta Rundström er bl.a. af den opfattelse, at de største problemer inden for ældre-omsorgen ikke løses ved flere penge, men ved at ændre på samfundets syn og behandling af de ældre. Det handler om etik. Og dette har ikke noget med penge at gøre, udtalte hun.
En anden socialdemokratisk borgmester - Bengt Andersson fra Hässleholm Kommune forestod selve indvielsen – og gjorde det bl.a. med disse ord: "Jeg tror at der i fremtiden kræves en bedre organisering, mere kvalificeret ledelse og forskning inden for omsorgsarbejdet for at hæve kvaliteten. Kommunen og politikerne skal stadig have ansvaret for at beslutte og kontrollere kvalitetsniveauet, men om selve omsorgen og plejen udføres af en privat leverandør spiller ingen rolle".
"Når man diskuterer etik og omsorg er det vigtigt at få så mange indfaldsvinkler som muligt. Forskere, politikere, plejepersonale, pårørende og de ældre må mødes for at arbejde sig frem til de bedst mulige løsninger inden for ældreomsorgen. På vort nye udviklingscenter vil vi arbejde for at sammenbinde alle disse grupper" – siger Anders Lindblad, der er chef for ISS´ ældreomsorg i Sverige – ISS Care Service AB.
Udviklingscenteret vil knytte både forskere fra universiteter og højskoler til aktivt at bidrage med seminarer og projekter – for både interne og eksterne interesserede.
Af de kommende aktiviteter og projekter kan nævnes: "Etik og omsorg", "Maden og de ældre", "Kvalitetssystemer inden for omsorgs- og plejeområdet", "Modeller for fremtidige aktører inden for pleje og omsorg", "Omsorg for demente", "Projekt for pårørende: Hvordan man skal acceptere alderdommens trin" mfl.. Alle projekter er funderet i en række værdisæt, som ønsker at give de ældre og syge en tryg tilværelse, med højeste grad af reel valgfrihed, fleksibilitet og selvværd.
Uddeling af et skandinavisk stipendium på kr. 50.000
til ISS ansatte inden for ældreomsorgen
Fire svenske medarbejdere i ISS Care Service, Sverige, fik årets stipendium på kr. 50.000,- til deling. Hver især har de gjort en bemærkelsesværdig indsats med kvalitetsudvikling af ældre-omsorgen i ISS Care Service.
To plejehjemsledere fik stipendiet for henholdsvis at opnå den bedste tilfredshedskarakter blandt beboere, pårørende og medarbejdere og ved at have opnået den største fremgang i forhold til tilfredshedsmålingerne året før.
ISS Care Service gennemfører årligt en omfattende tilfredshedsmåling som danner basis for dialogen mellem kommunen, politikerne, beboerne, pårørende og medarbejderne på hvert enkelt plejehjem. Målingerne gennemføres af Sifo – et uafhængigt og anerkendt analyseinstitut.
To medarbejdere fik stipendiet for deres arbejde med kvalitetssikring og intern uddannelse.
Stipendiet uddeles en gang om året – på indvielsesdagen for udviklingscenteret – og kan tildeles enhver medarbejder, der arbejder med ældreomsorgen hos ISS i Norge, Finland, Sverige og Danmark.
Yderligere information:
Sven Ipsen, adm. direktør i ISS Scandinavia A/S
Telefon: 38 17 17 17
Fakta om ISS Care Service AB:
ISS Care Service er en af Sveriges største private omsorgsvirksomheder med 1.300 medarbejdere, der hjælper ca. 1.600 ældre og syge borgere til en tryg og værdig tilværelse.
ISS Care Service er et selvstændigt selskab i det svenske ISS, der har ca. 10.000 medarbejdere og mere end 8000 kunder. Udover ISS Care Service beskæftiger ISS sig med rengøringsservices og specialservices til fx hospitaler, lufthavne mv.. Et andet selvstændigt område er ISS Catering, der leverer mad til en lang række arbejdspladser i Sverige.