Services fra ISS Din brancheløsning Job og karriere Presse Om ISS DK Samfundsansvar

ISS indgår hidtil største IFS-kontrakt med TDC

ISS i Danmark skal fra 1. marts næste år levere facility services til telekoncernen TDC. Aftalen, der er den hidtil største af sin art, har en årlig værdi på et trecifret millionbeløb og løber i fem år.

07-11-2005

07 november 2005

ISS i Danmark skal fra 1. marts næste år levere facility services til telekoncernen TDC. Aftalen, der er den hidtil største af sin art, har en årlig værdi på et trecifret millionbeløb og løber i fem år.    

ISS skal levere en såkaldt Integreret Facility Service (IFS) løsning til TDC. Leverancen omfatter en række forskellige serviceydelser inden for reception, rengøring, kantine, viceværtfunktion, vagtordning og en række andre serviceydelser til ejendomsdriften i hele TDC:

”Denne opgave er vores hidtil største indenfor det, vi kalder integreret facility service, hvor ISS leverer  alle servicefunktioner i forbindelse med den daglige drift af en kundes ejendomme, og det er vi stolte af.  TDC er en af Danmarks førende virksomheder og en særdeles spændende samarbejdspartner, som ser fordelene ved outsourcing. Vi ser også frem til at byde TDCs medarbejdere velkommen i vores organisation, hvor jeg tror de hurtigt vil finde sig godt til rette”, siger adm. direktør i ISS Facility Services A/S, Allan Aebischer.                  

Med aftalen overtager ISS det direkte ledelsesansvar for 85 TDC-medarbejdere, men hele kontrakten omfatter ca. 500 medarbejdere.

I den nye aftale er TDC-medarbejderne sikret job-garanti i minimum to år: "Det er bedre jobgaranti, end vi selv ville kunne tilbyde medarbejderne. Vi outsourcer nu det store serviceområde til en leverandør, der har det som kerneforretningen. Dermed kommer medarbejderne, som nu får en ny arbejdsgiver, i endnu højere grad i fokus og sikres gode vilkår for bl.a. kompetenceudvikling og fremtidsmuligheder. De fleste af dem vil opleve, at den eneste ændring vil være den arbejdsgiver, der sender lønsedlen. Arbejdspladsen og kollegerne er de samme," siger vicedirektør Jørgen Jakobsen, TDC Services.

TDC har inden for de seneste år indgået større outsourcing-aftaler på IT-området med CSC og IBM.