ISS gennemfører frugtbar overtagelse af Solvognen
ISS Facility Services A/S har overtaget en af Danmarks største virksomheder inden for levering af firmafrugt, Solvognen Aps.
8. juli 2005
ISS Facility Services A/S har overtaget en af Danmarks største virksomheder inden for levering af firmafrugt, Solvognen Aps.
"Firmafrugt er et marked i eksplosiv vækst, der er drevet frem af dels Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at vi skal spise mindst 600 gram frugt og grønt om dagen, og virksomheders stigende brug af personalegoder. Den udvikling ser vi selvfølgelig forretningsmuligheder i," siger Ole Møller, regionsdirektør i ISS Facility Services A/S.
ISS overtog ved årsskiftet Motivator Frugt, og med det nye samarbejde er ISS med en samlet omsætning på 28 mio. kroner markedsledende inden for levering af frugt til danske virksomheder.
"Firmafrugt er en naturlig udvidelse af vores produktpalette. Vi leverer i stigende grad en bred vifte af services til vores kunder lige fra catering til ejendomsdrift. Så når vi opruster indenfor firmafrugt, er det et udtryk for vores strategi om at tilbyde komplette serviceløsninger," siger Ole Møller.
Solvognen har en omsætning på 13 mio. kroner og beskæftiger 20-25 deltidsmedarbejdere, som med overtagelsen overgår til ISS. Kundekredsen omfatter en lang række virksomheder fordelt over hele Danmark. Solvognens direktør, Michael Sandgaard fortsætter i ISS som leder af aktiviteterne.
For yderligere information kontakt:
Ole Møller, Regionsdirektør, ISS Facility Services, tlf. 3817 1717