Services fra ISS Din brancheløsning Job og karriere Presse Om ISS DK Samfundsansvar

ISS Danmark har indgået aftale med Den Grimme Ælling

ISS Danmark A/S har overtaget aktiemajoriteten i rengøringsselskabet Den Grimme Ælling A/S pr. 1. maj 2000.

16-05-2000

ISS Danmark A/S har overtaget aktiemajoriteten i rengøringsselskabet Den Grimme Ælling A/S pr. 1. maj 2000.

Den Grimme Ælling A/S med ca. 450 medarbejdere og en omsætning på ca. 50 mio. DKK i 1999, har med virkning pr. 1. maj 2000 solgt aktiemajoriteten i selskabet til ISS Danmark A/S.

Den Grimme Ælling blev etableret i 1975 af den nuværende hovedaktionær Ole Steen Møller - og har gennem årene opbygget en pæn kundekreds i Storkøbenhavn og opnået et godt ry, som en kvalitetsorienteret og seriøs virksomhed. Bl.a. var Den Grimme Ælling den første virksomhed inden for branchen der blev ISO 9000 certificeret og senere også den første virksomhed der opnåede certifikat efter ISO 14001 (Miljøcertificering).

Det danske marked for rengøringsydelser vurderes at udgøre ca. 7.700 mio. DKK, hvoraf ISS har ca. 17% - og Den Grimme Ælling ca. 0,6%.

Direktør Ole Møller fra Den Grimme Ælling begrunder salget således: - Konkurrencen på rengøringsområdet er meget voldsom. I dag er det nødvendigt at tilbyde kunderne en bredere vifte af ydelser, der kan skabe fordele for både kunde og leverandør. Vi har i perioden koncentreret os om rengøringsydelserne, mens ISS har udviklet en lang række supplerende servicetilbud til markedet. Hvis vi fortsat ønsker at fastholde en stabil kundekreds, må vi have tilført nytænkning og stordriftsfordele. Det mener vi ISS kan give os.

Divisionsdirektør Ebbe Grøndal, ISS Danmark tilføjer: - Med erhvervelsen af Den Grimme Ælling får vi styrket vores kundeportefølje i Storkøbenhavn. For at sikre den kontinuerlige drift og de gode kunderelationer - ønsker vi at fastholde Den Grimme Ælling som et selvstændigt forretningsområde, ligesom både ledelse og medarbejdere fortsætter i selskabet.


Evt. Yderligere information:

Sven Ipsen, adm. direktør, ISS Danmark A/S,
Telefon: 38 17 17 17

Ebbe Grøndal, divisionsdirektør, Division Øst, ISS Danmark,
Telefon: 38 17 17 17

Ole Steen Møller, adm. direktør, Den Grimme Ælling A/S,
Telefon: 33 11 00 75