Ansøgning om ISS Børneforskningslegat

Hvem er ansøger:
Jeg er 28 år, gift og mor til to små piger - en børnehavepige og en (snart) vuggestuepige. Jeg er stud.cand.mag. i pædagogik og psykologi ved Roskilde Universitetscenter. Mit studie har været koncentreret omkring småbørnsfamilier og daginstitutioner. Jeg er i skrivende stund ved at påbegynde et speciale, som skal færdiggøres i løbet af efteråret 2000 og foråret 2001 således at jeg kan tituleres "cand.mag." i sommeren 2001. Specialeafhandlingen skal integrere begge fag - pædagogik og psykologi.

Hvad skal legatet bruges til:
ISS Børneforskningslegatet skal bruges til at muliggøre en mere omfattende empirisk undersøgelse i forbindelse med mit specialearbejde.

Med økonomisk støtte i forbindelse med et empirisk arbejde, vil jeg få mulighed for at udarbejde en langt mere omfattende, og dermed mere generaliserbar (og måske også mere valid), undersøgelse end ellers.

Min første prioritet vil være at bruge penge til sekretær til udskrivning af interviews, evt. ansættelse af assistent (f.eks. medstuderende der ønsker midlertidigt studenterjob og som kan assistere ved interviewudskrivning og evt. udføre observationer) hvilket vil betyde en væsentlig tidsbesparrelse som kan konverteres til flere interviews og observationer.

Derudover vil det give mig økonomisk mulighed for 'studietidsforlængelse' da et legat vil kunne dække manglende SU (jeg har ét års SU tilbage) eller dække økonomisk for en del af den tid jeg ellers ville bruge på erhvervsarbejde for at få økonomien til at hænge sammen.

Formålet med specialeafhandlingen:
Formålet med specialearbejdet er at udarbejde en rapport, der kan bruges i og af daginstitutionsverdenen. En rapport som kan synliggøre nogle kulturelle koder og betingelser omkring daginstitutionspraksis og -liv. Gennem synliggørelsen bliver det muligt for aktører at forholde sig til egen praksis. Jeg ønsker at specialeafhandlingen skal føre til debat omkring, og måske endda forbedring af, børns daginstitutionsvilkår.

Jeg arbejder ikke imod daginstitutioner. Jeg tager udgangspunkt i den kontekst vi lever i i dag, hvor børn bliver passet i daginstitutioner - jeg beskæftiger mig ikke med om de bør eller ikke bør. Hvis børnepasningsforskning skal være relevant, skal den koncentrere sig om at udvikle og forbedre daginstitutionerne og daginstitutionspædagogikken. Jeg hører nemlig heller ikke (som det måske allerede er fremgået) til den kategori, der mener at daginstitutioner af i dag er perfekte. Jeg mener Ansøgning om ISS Børneforskningslegat at der findes gode (som altid kan gøres bedre) og dårlige daginstitutioner. Der kan siges mangt og meget om de praktiske og økonomiske rammer for daginstitutioner, men mit fokus og min interesse er rettet mod omgangstonen, pædagogikken og børnenes psykiske pasnings- (arbejds/udviklings-) miljø. Jeg mener at der bør være langt mere debat om det psykiske og pædagogiske miljø i daginstitutioner - set med børneøjne!

Mit udgangspunkt - min forforståelse
Ideen til denne specialeafhandling blev fostret da jeg lørdag den 18. April 2000, hørte Cand.Psyk og Stud.PhD. ved Højvangseminariet Suzanne Krogh holde oplæg for forældrebestyrelser og pædagogisk personale i daginstitutioner i Roskilde kommune.

Krogh berettede om de observationer hun har foretaget gennem et år i to daginstitutioner i forbindelse med sit PhD-projekt. Hun har i løbet af et år observeret livet og dagligdagen i to 0-6 års børnehuse med to (meget) forskellige pædagogiske retningslinier for børnene. Begge institutioner havde ry for at være velfungerende og ingen af dem lå i belastede miljøer eller havde overvægt af socialt belastede børn eller forældre. Hun obsererede en vuggestuegruppe i det ene hus og en børnehavestue i det andet. Noget af det som Krogh fandt relevant at fortælle om sine observationer var antallet af børn som mistrivedes Susanne Krogh brugte selv begrebet 'mistrivsel' om disse børn. Hun fandt at 3 ud af 12 børn på vuggestue-stuen og op mod halvdelen af børnene på børnehavestuen mistrivedes gennem den tid hun observerede nogle i længere tid end andre. Det som slog mig da hun præsenterede disse observationer i sit oplæg, var ikke antallet af mistrivende børn (det kom slet ikke bag på mig); men derimod 'publikums' meget stærke reaktion. Mange forældre reagerede ved at blive både overraskede og forfærdede, pædagogerne blev meget vrede og mange kom med udbrud som: "I min institution er der ikke nogen der mistrives!". Suzanne Kroghs budskab i den forbindelse (hendes oplæg og observationer handlede om meget andet end mistrivende børn) var at antallet af mistrivende børn i de to institutioner ikke var ualmindeligt.

Personligt og helt privat har jeg erfaring med en datter som også har mistrivedes gennem længere tid i sin vuggestue, som også ligger i et 0-6års børnehus. Min private historie finder jeg interessant i forhold til ovenstående beretning fra Suzanne Kroghs oplæg, fordi min oplevelse har været at pædagogerne, som jeg ellers opfatter som både dygtige og omsorgsfulde, ikke så min datters 'mistrivsel'. Min oplevelse af min datters institutionsliv var, at hun var vældig ked af at være der, mens pædagogernes oplevelse var, at 'det gik så fint' og gik meget op i at berolige os forældre. Denne uoverensstemmelse mellem opfattelserne af min datters velvære stod faktisk på i over et år. Det lykkedes først at få rettet op på den forfærdelige situation min datter var i, da vi til et forældremøde så en videofilm fra dagligdagen i vuggestuen (en meget chokerende og rædselsfuld oplevelse, men som heldigvis førte en masse godt med sig). Efterfølgende havde vi et meget konkret materiale vi kunne pege på da vi fik forklaret personalet at vores datters udtryksformer, hverken var passive, mutte, indadvendte når hun var der hjemme, og at den pige vi havde fået præsenteret på videoen, var vores datter når hun var meget ulykkelig! Hvad personalet efterfølgende gjorde, har jeg aldrig rigtig fået ud af dem; de siger at de 'måske blev lidt mere opmærksomme'. Faktum er i hvert fald at det i løbet af ganske få dage (ja nærmest timer) lykkedes at få vendt hele situationen på hovedet og idag er min datter, de fleste dage, nøjagtig lige så sprudlende og glad i børnehuset som hjemme. Og personalet fortalte (med let skjult stolthed i stemmerne) på det planlagte opsamlende møde 'at det var som om der var startet en ny pige på stuen'.

Min erfaring hælder altså mod Susanne Kroghs observationer. Yderligere underbygger kombinationen af 'min erfaring', 'Kroghs observationer' og 'pædagogernes reaktioner', at det muligvis er normalt forekommende, at det pædagogiske personale mangler syn for at nogle børn mistrives, og forældre heller ikke nødvendigvis er klar over, eller i stand til at ændre, forholdene for børnene!

Som udgangspunkt for projektet er min opfattelse, at daginstitutionskulturens aksept af børns 'ked-af-det-hed' er meget bred! Hvad der er for bredt, for snævert, rigtigt eller forkert, det tør jeg (endnu) ikke udtale mig om, men jeg skal ikke lægge skjul på at mit eget personlige udgangspunkt for arbejdet er en opfattelse af at den er for bred!

Opgavebeskrivelse:
Jeg vil her beskrive de overordnede retninger mine interesser går imod, og inden for hvilke mit specialearbejde vil være koncentreret, vel vidende at der undervejs i processen vil blive trukket en del fra og formodentlig også lagt noget til.

Jeg ønsker helt overordnet at lave en undersøgelse af børns trivsel i daginstitutioner. Jeg vil gerne fokusere undersøgelsen på de helt almindelige børn, der (formoder jeg) findes i alle daginstitutioner, som ikke trives med (er glade for) at være der. Disse børn kan (formodentlig) placeres i forskellige kategorier som dem der mistrives i kortere perioder og dem der mistrives i længere perioder

Med 'mistrives' mener jeg at børnene er kede af det en stor del af tiden, de er utrykke og/eller utilpasse. De føler sig ikke 'hjemme' i institutionen, de har ikke - med en lettere omformulering af Bowlbys begreber - en sikker tilknytning til daginstitutionen (herunder personalet eller udvalgte personaler).

I min tilgang til problemet med mistrivsel hos børn vil jeg gerne undersøge betydningen af pædagogernes måde at forholde sig til de enkelte børn - betydningen for barnets trivsel og velvære. Jesper Juul citeres i Børn & Unge nr. 48/2. december 1999 for følgende udtalelse:

"Det er ikke sikkert, at årsagen til, at Trine er umulig, er samspillet med pædagogerne. For min skyld kan det godt være, at hun har det dårligt, fordi hendes forældre ikke tager sig af hende eller banker hende, eller at hun er hjerneskadet, det er jeg lige glad med. Det, jeg ikke er ligeglad med, er, at pædagogerne skal være opmærksomme på, når de går ind i et pædagogisk arbejde med Trine, så er deres måde at forholde sig til hende på meget betydningsfuld for, hvordan hun har det, uanset hvad hun bærer med sig".

Denne 'måden at forholde sig til børn på' vil jeg meget gerne lave en større undersøgelse af - en undersøgelse der skal afdække den eksisterende daginstitutions- og 'pædagog'-kultur.

Når jeg i specialearbejdet beskæftiger mig med børns trivsel har jeg fokus på børnenes psykologiske trivsel eller mangel på samme. Dermed mener jeg, at mit fokus vil være rettet mod barnets egen følelse af trivsel/mistrivsel og ikke på systemets/samfundets forestilling om korrekt adfærd. Specialet er ikke en undersøgelse af de synligt truede børn som vokser op i socialt og emotionelt belastede miljøer. Jeg vil gerne have fat i de børn, der umiddelbart ikke lader til at have åbenlyse familieære årsager til mistrivslen, men er børn af det som samfundet overordnet vil vurdere som velfungerende familier. Jeg vil gerne have fat i, hvad det pædagogiske miljø kan gøre for at øge børns trivsel i daginstitutionerne.

Der tales meget om, og laves 'mange' undersøgelser af, børns trivsel i folkeskolen (og voksnes trivsel på arbejdspladsen). Meget tyder på at en stor procentdel af børn i folkeskolen har det dårligt i en eller anden forstand. Jeg tror ikke på at den form for mistrivsel kun forefindes i folkeskolealderen. Jeg mener bestemt at der bør iværksættes undersøgelser af mindre børns trivsel eller mangel på samme - mit specialearbejde vil udgøre - om end en lille, så dog - en relevant del af en sådan undersøgelse.

Mit billede af børn der trives, er børn der er glade, grinene, smilende, aktive, nysgerrige mm. Børn der ikke trives - mistrives (i min terminologi), er børn der er kede af det, børn der (ofte) ikke glæder sig til at komme i institution, børn der er mutte og meget lidt udfarende mm. Den mistrivsel jeg vil fokusere på behøver ikke at være 'alvorligt' truende for barnets udvikling og den kan sagtens være af kortere varighed.

Specialeafhandlingen skal handle om børne-smil, børne-latter og livsglæde - eller mangel på samme!

I forbindelse med mit specialearbejde er der dukket mange spørgsmål op, som beskriver hvilket omdrejningspunkt mit (forsknings)arbejde vil have:
Hvad er det for kulturelle koder og betingelser der ligger 'til grund for' børns opvækst i daginstitutioner?
Hvor går daginstutionskulturens grænse for, hvor kede af det børn må være - hvad opfattes som normalt akseptabelt!?
Hvor går grænsen mellem børns trivsel og mistrivsel?
Hvor tit og hvor længe er det akseptabelt at børn græder om morgenen når de bliver afleveret?
Hvor længe må de 'hænge med skuffen' i løbet af en dag/uge/måned?
Hvordan vurderes det pædagogisk, at en dag er 'gået godt' for et barn, hvad er kriterierne for 'en god dag'?

Opgavens metode
Hvilken teoretisk tilgang jeg vil have i projektarbejdet har jeg ikke afklaret - dette skal jeg gøre i samråd med min(e) specialevejleder(e) som jeg får tildelt i slutningen af september 2000.
Jeg vil ud og observere dagliglivet i en (måske flere) instistitutioner, og hvis der er tid (læs: penge) vil jeg interviewe personale og måske også forældre og børn.

Formidlingsmetode
Jeg skriver en specialerapport, som forhåbentlig vil komme andre end vejleder, censor og jeg selv tilgode.

Med venlig hilsen

Anja Hvidtfeldt Stanek