Få frugt med cykelbud i København
Dagens cykelbud er Hassan Rostom, Frugt.dk
Mandag den 21. juni introducerede Frugt.dk under ISS Catering Services klimavenlig udbringning af frugt i København.
Ved Klimatopmødet sidste år blev kimen lagt til en mere miljøvenlig frugtudbringning. Siden har ISS arbejdet på at blive frontløber på området – uden at gå på kompromis med hverken frugtkvalitet eller leveringsservice.
Nu er en ny løsning på gaden – bogstaveligt talt: Frugt.dk´s nye klimavenlige transportmiddel er kassecykler.
- Brændstof: Kildevand fra frugt.dk
- Olieforbrug: Tørfrugt fra frugt.dk med udgangspunkt i Peanutblandingen
- Tophastighed: 40 km/t. ned af bakke
- Vognkapacitet:12 Frugtkasser
De flotte hvide og grønne cykler er udstyret med stødabsorberende kassepuder, der sikrer frugtkasserne mod stød samt tre gear for optimal hastighed!
"Udbringning af frugt til institutioner og virksomheder i byerne er et oplagt område at tænke mere miljøvenligt. Og så er det en sjov og iøjnefaldende måde for os at gøre opmærksom på Frugt.dk på – det er to fluer med ét smæk", siger Niels Christensen, der er logistikchef i Frugt.dk.
Cyklerne fragtes med liftbiler ind til centrum, hvor ruterne starter. Herefter bliver bilerne kun brugt som optankning af ny frisk frugt. Efter sidste frugtkunde bringer liftbilerne cyklerne tilbage til grønttorvet i Valby.